Den røde tråd
FRIRUM handler om forbindelsen til os selv, til hesten og til naturen.
Mit mål er at skabe stærke, sunde og trygge heste, som får lov til at udvikle sig i deres eget tempo og bruge deres krop på en måde, der passer til deres anatomi og individuelle forudsætninger.
I mit arbejde med hestene er jeg inspireret af den klassiske ridekunst og de gamle mestre som François Baucher og Nuno Oliveira samt af den vertikale ridekunst efter Manuel Jorge de Oliveira. Fokus ligger på at udvikle hestens balance, styrke, smidighed og selvbæring – med respekt for den enkelte hest og dens anatomi.
Men for mig stopper arbejdet ikke, når ridningen er slut. Måden hesten lever på, dens mulighed for bevægelse, social kontakt og et liv tæt på naturen er en lige så vigtig del af helheden.
Når træning, hestevelfærd, mennesket og naturen får lov til at spille sammen, skaber vi de bedste forudsætninger for stærke og velfungerende heste – og for den harmoni mellem hest, menneske og natur, som FRIRUM bygger på.



